Volume 1

Fragmenter af fødselshjælpens historie / Dr. E. Ingerslev.

  • Ingerslev, E. (Emmerik), 1844-1916.
Date:
1906-1907
Catalogue details

Licence: Attribution-NonCommercial 4.0 International (CC BY-NC 4.0)

Credit: Fragmenter af fødselshjælpens historie / Dr. E. Ingerslev. Source: Wellcome Collection.

    62/216 (page 50)
    Barn. Men trods sin Knaphed viser dog dette Afsnit store Frem- skridt ligeoverfor den hippokratiske Fødselshjælp, og skøndt Celsus i Indledningen til den 7de Bog fremhæver Hippokrates som den, der ogsaa paa dette Gebet, Kirurgien, førte an, lægger han samtidig for Dagen, at det er en senere og videre udviklet Tradition, der afspeiler sig i dette hans Kapitel om Fødselshjælpen, thi han til- føier, at Kirurgien efter Hippokrates’ Tid vel nok havde dygtige Repræsentanter i Rom, som Typhon og især Meges, men dog især fandt sine Dyrkere i Ægypten, og nævner som saadanne en hel Række alexandrinske Kirurger: Philoxenes, Gorgias, Sostratos, He- ron, Litotomisten Ammonios o. fl., en Udtalelse, der utvungent lader forstaa, at Celsus ogsaa for Obstetrikens Vedkommende gengiver Alexandrinernes Lære, den vi ikke kende fra Originalerne, men for hvilken Celsus som Referent har faaet Æren, om han end vel sandsynligst mindst af Alt har været praktisk Fødselshjælper. Skøndt Celsus i sit medicinske Værk saare lidt gaar ind paa Anatomien, har dennes Betydning været ham klar nok, hvad hans oven nævnte Udtalelse om Herophilos’Wivisoktxontv og om Sektion af menneskelige Lig viser, og netop i anatomisk Henseende gør han paa Obstetrikens Omraade en værdifuld Bemærkning, idet han fremhæver Forskellen mellem Skambuen hos Manden og hos Kvin- den: „mere steil hos Manden, mere buet hos Kvinden, at ikke Fødslen skal hindres, og er saaledes den Første, der peger paa en ejendommelig Egenskab ved det kvindelige Bækken som Fød- selsvei (Lib.viii, i). Men det væsentligste Fremskridt i Obstetriken hos Celsus, sammenlignet med Hippokrates, er dette, at der rokkes ved den hippokratiske Lære om Fodfødslens Mislighed, og at der, ved Siden af Vending paa Hovedet, for første Gang ved Tværleie — men alt- saa ved dødt Barn — tales om Vending paa Fødderne. Det ikke mindst ved sine praktiske Konsekvenser for Fødselshjælpen „be- rømte Sted hos Celsus skal her gengives: „Naar Haanden er ind- ført, kendes straks det døde Barns Stilling, liggende for med Hoved eller Fødder, eller transverselt, saa at Haand eller Fod er i Nær- heden. — Lægens Opgave er at stille det paa Hovedet eller Fød- derne, hvis det præsenterer sig anderledes. — Og er der ikke andre Hindringer, skal han gribe Haand eller Fod for at rette Legemet; ved Haanden' (Barnets) fører han Hovedet ned, ved Foden Fød- derne. — Barnet, der stiller sig for i Fodstilling, extraheres let; Fødderne gribes med Hænderne, og Fremtrækningen er let. —